mandag den 16. januar 2012

Hvorfor skal jeg være så "voksenlig"?

Jeg har rundet et skarpt hjørne - det synes jeg i hvert fald selv. Jeg har brugt lang tid på at grue for det - at blive 30. Og jo, det gjorde lidt ondt... Men ret hurtigt kom også erkendelsen af at jeg jo egentlig lever som mange jeg kender - på 40. Så pludselig er jeg ikke bagud, jeg er 10 år forud for min tid. Der er masser af tid til at nå det jeg skal nå.

- og jeg fik jo hverken flere rynker eller grå hår - lige den dag i hvert fald. Men hold da kæft hvor er jeg blevet "voksenlig" (Som Alfons Åberg ville sige).

Jeg er begyndt at bilde min børn ind at de får ondt i øjnene hvis de ser for meget tv - og selv ser jeg stort set kun TV-avisen og saglig underholdning på DR2. - og så lige Barnaby om lørdagen (hvad skulle man ellers lave lørdag aften ?)

Jeg synes efterhånden at P3's musik er støjende og intetsigende - og tager mig selv i at slå over på P4 eller DRjazz.

Og så er jeg begyndt at sige ting som: "Vi skal ud og have noget frisk luft, det er så sundt", "jeg skal lige være færdig med at læse avisen" og "du kan ikke gå ud uden hue på, luk din jakke, husk dine vanter". - Og alligevel undrer jeg mig over, at mine børn synes at far er meget sjovere end mor.

Havde nogen, for bare 5 år siden, fortalt mig hvordan mit liv ville se ud i dag, ville jeg have rullet med øjnene, og sagt at de var bindegale.
At jeg skulle flytte tilbage til Holstebro, arbejde som bogholder og træffe fornuftige, uselviske og voksne beslutninger, frem for at gøre præcis hvad jeg har lyst til.... den havde jeg ikke set komme.

På de dage hvor jeg er mest ansvarlig, træffer de hårdeste beslutninger, gør de mest ubehagelige ting - bekymrer mig mest, ønsker jeg mig tilbage, ønsker at kunne slippe for at være så voksen. Men når jeg så har sundet mig lidt, tænker jeg på alternativet: At skulle undvære mine børn. Jeg glæder mig som et lille barn, når jeg får lidt tid "fri", men der går aldrig mere end nogle timer før jeg savner dem, og begynder at tænke: får de nu noget ordentligt at spise, kommer de i seng i ordentlig tid..?

Så voksenlig er jeg!