Jonathan betroede mig noget forleden aften: "Mor, Julie og mig er kærester. Det er fordi Julie er en pige, og jeg er en dreng. Så blev vi enige om at være kærester." Og han har store planer. I aften fortalte han mig en historie, som handlede om Prinsesse Julie, og Prins Jonathan. "Det er mig og Julie, når vi bliver voksne, mor. Så skal vi nemlig giftes". Han vil ikke have godnatkys af mor og far længere. "Nej, det er kun Julie der må kysse mig".
Ikke nok med at jeg føler mig gammel, fordi jeg bliver 30. Nu er jeg også blevet svigermor (!). Og hvilken svigerdatter. Hun er en sød og rolig pige på 5 (jep, min søn er til ældre kvinder), og smuk oven i købet. Men der er vist også en god portion besidderisk hun-djævel i hende. Første dag efter at de var blevet kærester, kom hun ud til hoveddøren i børnehaven, for at hente Jonathan. Hun fulgte ham ned til hans rum i garderoben, og ventede på at han fik overtøjet af. Som han om aftenen betroede sin far: "Julie kom ud til døren og hentede mig. Men det lykkedes mig at slippe af med hende, så jeg kunne lege med Malte." Jeg tror ikke helt Jonathan er klar over, hvad han har rodet sig ud i.
Hvad er det lige der sker for os kvinder. Manden, som bare helst vil hænge ud med gutterne, skal tvinges til at være sammen med os, og snakke om følelser. Og de mest snu, manipulerer ham så groft, at han kan citeres for ting som "vi er blevet enige om..."
Og hvad er jeg i øvrigt for en MAX PINLIG mor, som nødvendigvis skal deltage i (og offentliggøre) min søns kærlighedsliv. Jeg forudser kommende konflikter (mor, hvor er du altså bare for meget), og (kæreste)sorger, når pigen opdager at hun ikke kan lave om på ham, eller kontrollere hvem han er sammen med hvornår, og derfor dumper ham. - Lyder det bekendt, piger?
Måske det var en god ide, at jeg, som den gode mor/svigermor jeg jo er, gav det unge par nogle forebyggende timer hos en parterapeut - det er aldrig for tidligt at starte på den slags. Eller måske findes bogen "Mænd er fra mars, kvinder er fra Venus" i en billedbogsudgave?
søndag den 26. juni 2011
onsdag den 22. juni 2011
Sommerferie, Spanien og Skoldkopper - en rigtig dårlig kombination
En uge før afrejse til Spanien - En tur vi havde glædet os rigtig meget til - dukkede der pludselig små velkendte pletter op, overalt på Freja. "Nå, jamen det er da godt hun får dem nu, så kan hun nå at være rask til vi skal afsted" tænkte vi så. Men ak og ve. Der blev blot flere og flere kopper på den lille piges krop. To dage før afrejse checkede jeg Ryanairs betingelser: Når der er gået 7 dage fra den sidste knop er fremkommet, må man flyve. - Jo tak. Så ville hun lige nå at være klar til at flyve når vi skulle hjem.
Det endte med, at Mark - helt som han er - blev hjemme med Freja, mens jeg og Jonathan tog afsted, med mormor, morfar og onkel Michael på ferie. Så langt så godt.
Vi kom til huset i San Pedro torsdag aften, og Jonathan nåede lige ud og mærke med fødderne om vandet i poolen var varmt. Næste morgen var han klar - nu skulle vi altså ud at bade, nu ville han ikke vente længere. Så i gang med at puste badedyr og svømmevinger op. Midtvejs i første svømmevinge kom min far. "Du må hjælpe. Din mor er syg, vi skal have fat i en læge". Så havde det været rart at kunne en smule Spansk. Iført bikini, og stadig med en svømmevinge i den ene hånd, forsøgte jeg mig med de telefonnumre min far havde fundet. Nummeret til Cruz Roja (noget med røde kors??) eksisterede ikke. Hos Polizia Local kunne de ikke forstå så meget som en smule engelsk. Nå, hvad så. Turistinformationen - de kan da forstå engelsk. YES. Så fik jeg nummeret på 3 forskellige læger. Første forsøg. Ingen tog telefonen. Næste nummer på listen.:
- "Hello, do you speak english"?
- "No!"
- " Mi Madre....." .... AH, jeg kan jo ikke spansk!
Endelig lykkedes det mig, at komme igennem til en der kunne en smule engelsk, og han fik forklaret hvor lægehuset var "...near the fishplace...". Mine forældre tog afsted til lægen, og så kunne Jonathan komme i poolen (kun en smule utålmodig).
Senere var vi på det lokale marked. Tøj, grøntsager og ragelse i en skøn forening. Lige noget for mig, men Jonathan var af en anden mening. "Moar, skal vi ikke snart hjem til Spanien?" - selvom vi flere gange forsøgte at forklare ham, at Spanien er et land, og at alle de steder vi kunne gå og køre til, også var i Spanien, fortsatte han hele ugen med at kalde huset for Spanien.
Senere samme dag: "Mor, jeg savner far!, kan vi ikke få morfar til at køre os hjem?". Han forstod vist heller ikke rigtig konceptet med at flyve.
Med Bedsteforældre der gerne ville sove middagssøvn, og legepladser der var alt for varme at være på i middagsheden var det ind i mellem en smule svært at finde på aktivering til en 4-årig. Men Jonathan opdagede ret hurtigt at der også findes Disney Channel i Spanien.
Ugens største oplevelse, hvis man spørger Jonathan, var poolen og stranden. Han kunne få timer til at gå med at plaske i vandet, og at bygge sandslotte og voldgrave, og forsøge at fange de små fisk, der svømmede rundt i hobetal.
Efter en god, men temmelig lang uge (aldrig har jeg glædet mig så meget til at komme hjem fra en ferie) vendte vi næsen hjemad. Endelig hjemme, blev vi modtaget af farmand, som havde ventet os med spænding, og Freja der var så fornærmet, at hun slet ikke ville være i nærheden af mig. Jeg tænkte, at den dukke jeg havde købt med hjem, måske ville bløde hende lidt op. Men nej. Hun var så bange for den, at hun bakkede, hver gang den var i nærheden. Nu, næsten en uge senere, rører hun stadig ikke dukken, og bliver noget fornærmet, hvis det er mig der putter hende, men ellers er vi blevet gode venner igen. Til gengæld er hun stadig helt vild med farmand, som er den store helt i denne historie.
Tak farmand, fordi du tog dig af den syge lillepige, mens vi stak af på ferie!
Det endte med, at Mark - helt som han er - blev hjemme med Freja, mens jeg og Jonathan tog afsted, med mormor, morfar og onkel Michael på ferie. Så langt så godt.
Vi kom til huset i San Pedro torsdag aften, og Jonathan nåede lige ud og mærke med fødderne om vandet i poolen var varmt. Næste morgen var han klar - nu skulle vi altså ud at bade, nu ville han ikke vente længere. Så i gang med at puste badedyr og svømmevinger op. Midtvejs i første svømmevinge kom min far. "Du må hjælpe. Din mor er syg, vi skal have fat i en læge". Så havde det været rart at kunne en smule Spansk. Iført bikini, og stadig med en svømmevinge i den ene hånd, forsøgte jeg mig med de telefonnumre min far havde fundet. Nummeret til Cruz Roja (noget med røde kors??) eksisterede ikke. Hos Polizia Local kunne de ikke forstå så meget som en smule engelsk. Nå, hvad så. Turistinformationen - de kan da forstå engelsk. YES. Så fik jeg nummeret på 3 forskellige læger. Første forsøg. Ingen tog telefonen. Næste nummer på listen.:
- "Hello, do you speak english"?
- "No!"
- " Mi Madre....." .... AH, jeg kan jo ikke spansk!
Endelig lykkedes det mig, at komme igennem til en der kunne en smule engelsk, og han fik forklaret hvor lægehuset var "...near the fishplace...". Mine forældre tog afsted til lægen, og så kunne Jonathan komme i poolen (kun en smule utålmodig).
Senere var vi på det lokale marked. Tøj, grøntsager og ragelse i en skøn forening. Lige noget for mig, men Jonathan var af en anden mening. "Moar, skal vi ikke snart hjem til Spanien?" - selvom vi flere gange forsøgte at forklare ham, at Spanien er et land, og at alle de steder vi kunne gå og køre til, også var i Spanien, fortsatte han hele ugen med at kalde huset for Spanien.
Senere samme dag: "Mor, jeg savner far!, kan vi ikke få morfar til at køre os hjem?". Han forstod vist heller ikke rigtig konceptet med at flyve.
Med Bedsteforældre der gerne ville sove middagssøvn, og legepladser der var alt for varme at være på i middagsheden var det ind i mellem en smule svært at finde på aktivering til en 4-årig. Men Jonathan opdagede ret hurtigt at der også findes Disney Channel i Spanien.
Ugens største oplevelse, hvis man spørger Jonathan, var poolen og stranden. Han kunne få timer til at gå med at plaske i vandet, og at bygge sandslotte og voldgrave, og forsøge at fange de små fisk, der svømmede rundt i hobetal.
Efter en god, men temmelig lang uge (aldrig har jeg glædet mig så meget til at komme hjem fra en ferie) vendte vi næsen hjemad. Endelig hjemme, blev vi modtaget af farmand, som havde ventet os med spænding, og Freja der var så fornærmet, at hun slet ikke ville være i nærheden af mig. Jeg tænkte, at den dukke jeg havde købt med hjem, måske ville bløde hende lidt op. Men nej. Hun var så bange for den, at hun bakkede, hver gang den var i nærheden. Nu, næsten en uge senere, rører hun stadig ikke dukken, og bliver noget fornærmet, hvis det er mig der putter hende, men ellers er vi blevet gode venner igen. Til gengæld er hun stadig helt vild med farmand, som er den store helt i denne historie.
Tak farmand, fordi du tog dig af den syge lillepige, mens vi stak af på ferie!
fredag den 3. juni 2011
Om Zoo, og Supermor
Jeg har været med ungerne i Zoo i dag. Sammen med en veninde og hendes to børn. Jeg startede rigtig godt ud, (som supermor) med at pakke tasker, smøre madpakker og printe ruteplan allerede i går. I morges blev jeg så vækket af Freja kl lidt over 6, så vi havde goood tid - lidt for god tid, tror jeg. Vi endte i hvert fald med at komme for sent ud ad døren. (Der røg supermor). Undervejs kørte jeg selvfølgelig forkert. - Det er som om det er en naturlov, når man er for sent på den i forvejen. Med Jonathan ved siden af fik jeg vendt bilen, og kom på ret kurs igen "Mor, hvorfor kører vi nu den vej?" Han har det med at kommentere min kørsel, selvfølgelig altid når det ikke lige passer mig "Mor, hvorfor gik bilen nu i stå?" Vel fremme i Haunstrup (ja, inthemiddleofnowhere!) opdagede vi, at min veninde og hendes børn også var lidt forsinket (så ingen minus på checket mor-kontoen for den).
Vel ankommet til zoo, startede vi ved abeburet, hvor to bavianer var i gang med at parre sig. "mor, hvad laver de?" Hvad er det så lige at supermor svarer?
Under frokosten fik jeg lidt ekstra point på den imaginære supermor-konto. Jeg havde jo smurt madpakke til den store guldmedalje, så der var alt hvad ungerne kunne tænke sig (og en del mere). Måske er jeg bare ved at have lært det? hurra, jeg er virkelig supermor.
Solcremen var på plads i tasken og på ungerne, mor behøver jo ikke noget solcreme, jeg har jo jakke på. - eller, det havde jeg i hvert fald, indtil Freja sked på den. Når man står med bæ på ærmerne, og et barn og et badeværelsesgulv smurt ind i bæ, så er den sidste rest af supermor altså væk.
I løbet af eftermiddagen, nåede vi en masse karussel ture, minitog og ponyridning. Men vi fik da også set nogle dyr. Freja var specielt optaget af søløverne, som vi så blive fodret. Vi så (og rørte) også en tiger-python (godt, det ikke var "klap-en-fugleedderkop-dag").
Lige inden vi skulle hjem, syntes jeg Jonathan skulle have en belønning, for at have opført sig eksemplarisk hele dagen (Freja var faldet i søvn i klapvognen). Derfor tog jeg ham med i en kiosk, hvor han måtte vælge en slik-ting. Bare for at opdage at de ikke tog dankort. Puh, så begynder man at svede. Det lykkedes heldigvis at finde et sted der tog dankort, så han kunne få sin ækle blå slikkepinds-dims-med-legetøj-i-bunden (som han i den grad havde fortjent). Da han fik åbnet for låget til legetøjet, så han at det var en nøglering. "Den er til dig, mor". så føler man sig i den grad som supermor, eller i hvert fald som mor-til-superbarn.
Vel ankommet til zoo, startede vi ved abeburet, hvor to bavianer var i gang med at parre sig. "mor, hvad laver de?" Hvad er det så lige at supermor svarer?
Under frokosten fik jeg lidt ekstra point på den imaginære supermor-konto. Jeg havde jo smurt madpakke til den store guldmedalje, så der var alt hvad ungerne kunne tænke sig (og en del mere). Måske er jeg bare ved at have lært det? hurra, jeg er virkelig supermor.
Solcremen var på plads i tasken og på ungerne, mor behøver jo ikke noget solcreme, jeg har jo jakke på. - eller, det havde jeg i hvert fald, indtil Freja sked på den. Når man står med bæ på ærmerne, og et barn og et badeværelsesgulv smurt ind i bæ, så er den sidste rest af supermor altså væk.
I løbet af eftermiddagen, nåede vi en masse karussel ture, minitog og ponyridning. Men vi fik da også set nogle dyr. Freja var specielt optaget af søløverne, som vi så blive fodret. Vi så (og rørte) også en tiger-python (godt, det ikke var "klap-en-fugleedderkop-dag").
Lige inden vi skulle hjem, syntes jeg Jonathan skulle have en belønning, for at have opført sig eksemplarisk hele dagen (Freja var faldet i søvn i klapvognen). Derfor tog jeg ham med i en kiosk, hvor han måtte vælge en slik-ting. Bare for at opdage at de ikke tog dankort. Puh, så begynder man at svede. Det lykkedes heldigvis at finde et sted der tog dankort, så han kunne få sin ækle blå slikkepinds-dims-med-legetøj-i-bunden (som han i den grad havde fortjent). Da han fik åbnet for låget til legetøjet, så han at det var en nøglering. "Den er til dig, mor". så føler man sig i den grad som supermor, eller i hvert fald som mor-til-superbarn.
Abonner på:
Opslag (Atom)