Jeg har været med ungerne i Zoo i dag. Sammen med en veninde og hendes to børn. Jeg startede rigtig godt ud, (som supermor) med at pakke tasker, smøre madpakker og printe ruteplan allerede i går. I morges blev jeg så vækket af Freja kl lidt over 6, så vi havde goood tid - lidt for god tid, tror jeg. Vi endte i hvert fald med at komme for sent ud ad døren. (Der røg supermor). Undervejs kørte jeg selvfølgelig forkert. - Det er som om det er en naturlov, når man er for sent på den i forvejen. Med Jonathan ved siden af fik jeg vendt bilen, og kom på ret kurs igen "Mor, hvorfor kører vi nu den vej?" Han har det med at kommentere min kørsel, selvfølgelig altid når det ikke lige passer mig "Mor, hvorfor gik bilen nu i stå?" Vel fremme i Haunstrup (ja, inthemiddleofnowhere!) opdagede vi, at min veninde og hendes børn også var lidt forsinket (så ingen minus på checket mor-kontoen for den).
Vel ankommet til zoo, startede vi ved abeburet, hvor to bavianer var i gang med at parre sig. "mor, hvad laver de?" Hvad er det så lige at supermor svarer?
Under frokosten fik jeg lidt ekstra point på den imaginære supermor-konto. Jeg havde jo smurt madpakke til den store guldmedalje, så der var alt hvad ungerne kunne tænke sig (og en del mere). Måske er jeg bare ved at have lært det? hurra, jeg er virkelig supermor.
Solcremen var på plads i tasken og på ungerne, mor behøver jo ikke noget solcreme, jeg har jo jakke på. - eller, det havde jeg i hvert fald, indtil Freja sked på den. Når man står med bæ på ærmerne, og et barn og et badeværelsesgulv smurt ind i bæ, så er den sidste rest af supermor altså væk.
I løbet af eftermiddagen, nåede vi en masse karussel ture, minitog og ponyridning. Men vi fik da også set nogle dyr. Freja var specielt optaget af søløverne, som vi så blive fodret. Vi så (og rørte) også en tiger-python (godt, det ikke var "klap-en-fugleedderkop-dag").
Lige inden vi skulle hjem, syntes jeg Jonathan skulle have en belønning, for at have opført sig eksemplarisk hele dagen (Freja var faldet i søvn i klapvognen). Derfor tog jeg ham med i en kiosk, hvor han måtte vælge en slik-ting. Bare for at opdage at de ikke tog dankort. Puh, så begynder man at svede. Det lykkedes heldigvis at finde et sted der tog dankort, så han kunne få sin ækle blå slikkepinds-dims-med-legetøj-i-bunden (som han i den grad havde fortjent). Da han fik åbnet for låget til legetøjet, så han at det var en nøglering. "Den er til dig, mor". så føler man sig i den grad som supermor, eller i hvert fald som mor-til-superbarn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar