Om kreative og foretagsomme børn

Det har været en sand fornøjelse at være hjemme sammen med Jonathan den sidste uges tid, mens han havde skoldkopper. Eller det vil sige, det var det indtil han begyndte at kede sig, og blev kreativ. Den historie følger senere.

Vi har leget lege om lyntog, brandbiler og "kanal-rumfart". En morgen over morgenmaden spurgte Jonathan pludselig: "Mor, hvad er en husbåd?" - Så måtte mor jo forklare, men var også nødt til at spørge, hvor i alverden han havde hørt om husbåde. "fra rumfarten" svarede drengen. Det forstod den uvidende mor ingenting af, og spurgte forsigtigt " Er det noget du har set i fjernsynet?" - "Nej mor, ovre hos farmor og farfar, da vi var ude og sejle. Så dæmrede det. De havde jo været på kanal-rundfart i København. "Mor, kan vi ikke tage i en butik og købe noget legetøj, som man kan bruge til at lege "kanal-rumfart" med? Vi endte med at finde byggeklodserne frem, og så blev der ellers bygget kirketårne, broer, husbåde og  en skraldebil (?)

Hver morgen har vi taget løbevognen, og løbet (applaus, tak) over og afleveret Freja i dagplejen. Det har været fantastisk at have personlig løbetræner med på turen. Hver gang jeg har sænket farten, og gået, for at puste lidt ud, har Jonathan straks været der: "kom nu mor, hurtigere", "du skal altså LØBE op ad bakken, mor".

Da Jonathan var ved at være frisk, havde jeg pludselig to foretagsomme børn. Da jeg, en eftermiddag, var i gang med lidt gør-det-selv herhjemme, ville de gerne "hjælpe". Freja huggede søm og værktøj hver gang hun så sit snit til det, og Jonathan stod pludselig og fægtede med en hobbykniv, og forsøgte at skære min arm af (på mirakuløs vis skete der heldigvis ingenting). 10 minutter senere var han nok så sød og hjælpsom, at pudse fladskærmen. Der er bare lige et lille minus - det foregik med sandpapir. Hvad er det så lige man siger til barnet? Og hvordan forklarer man hvad en forsikring er? 

- og mon de får sig et godt grin hos IF, når de modtager skadesanmeldelsen?

Freja er lige begyndt at gå selv. Ikke mere end 4-5 skridt ad gangen, så opdager hun at hun ikke kan, og sætter sig på enden. Hvis der så er noget spændende længere fremme, fortsætter hun i fuldt fald på alle 4. Jeg har sjældent set nogen kravle så stærkt. Det gælder også, når de ondskabsfulde forældre insisterer, på at hun skal have tøj på. Jeg er lidt i tvivl, om det vil være en fordel eller ulempe, hvis hendes manglende interesse for tøj fortsætter når hun bliver teenager!?