Om kreative og foretagsomme børn

Det har været en sand fornøjelse at være hjemme sammen med Jonathan den sidste uges tid, mens han havde skoldkopper. Eller det vil sige, det var det indtil han begyndte at kede sig, og blev kreativ. Den historie følger senere.

Vi har leget lege om lyntog, brandbiler og "kanal-rumfart". En morgen over morgenmaden spurgte Jonathan pludselig: "Mor, hvad er en husbåd?" - Så måtte mor jo forklare, men var også nødt til at spørge, hvor i alverden han havde hørt om husbåde. "fra rumfarten" svarede drengen. Det forstod den uvidende mor ingenting af, og spurgte forsigtigt " Er det noget du har set i fjernsynet?" - "Nej mor, ovre hos farmor og farfar, da vi var ude og sejle. Så dæmrede det. De havde jo været på kanal-rundfart i København. "Mor, kan vi ikke tage i en butik og købe noget legetøj, som man kan bruge til at lege "kanal-rumfart" med? Vi endte med at finde byggeklodserne frem, og så blev der ellers bygget kirketårne, broer, husbåde og  en skraldebil (?)

Hver morgen har vi taget løbevognen, og løbet (applaus, tak) over og afleveret Freja i dagplejen. Det har været fantastisk at have personlig løbetræner med på turen. Hver gang jeg har sænket farten, og gået, for at puste lidt ud, har Jonathan straks været der: "kom nu mor, hurtigere", "du skal altså LØBE op ad bakken, mor".

Da Jonathan var ved at være frisk, havde jeg pludselig to foretagsomme børn. Da jeg, en eftermiddag, var i gang med lidt gør-det-selv herhjemme, ville de gerne "hjælpe". Freja huggede søm og værktøj hver gang hun så sit snit til det, og Jonathan stod pludselig og fægtede med en hobbykniv, og forsøgte at skære min arm af (på mirakuløs vis skete der heldigvis ingenting). 10 minutter senere var han nok så sød og hjælpsom, at pudse fladskærmen. Der er bare lige et lille minus - det foregik med sandpapir. Hvad er det så lige man siger til barnet? Og hvordan forklarer man hvad en forsikring er? 

- og mon de får sig et godt grin hos IF, når de modtager skadesanmeldelsen?

Freja er lige begyndt at gå selv. Ikke mere end 4-5 skridt ad gangen, så opdager hun at hun ikke kan, og sætter sig på enden. Hvis der så er noget spændende længere fremme, fortsætter hun i fuldt fald på alle 4. Jeg har sjældent set nogen kravle så stærkt. Det gælder også, når de ondskabsfulde forældre insisterer, på at hun skal have tøj på. Jeg er lidt i tvivl, om det vil være en fordel eller ulempe, hvis hendes manglende interesse for tøj fortsætter når hun bliver teenager!?

Om jobsamtaler, skoldkopper og tumlinger

What a week... blev ringet op mandag morgen af min tidligere chef, der hvor jeg har været barselsvikar. De har brug for en barselsvikar igen, om jeg ville overveje at komme tilbage? Så onsdag formiddag tog jeg Freja på armen, og gik op og sagde hej. Mens Freja havde travlt med at ommøblere kontoret og spille tromme på en skraldespand,  fik jeg det, som jeg ønskede - og et "fantastisk - tak for det" oven i købet.
Så når sommeren - og min forældreorlov - er slut, skal jeg tilbage på kontoret.

Hvad skulle man gøre uden dygtige børn, som kan klare at vaske mors bil (og hinanden)? Jeg elsker mine børn!

Kuk-kuk

Efter denne gode start på ugen er det gået jævnt ned ad bakke. Efter en fredag, hvor Jonathan havde besøg af en kammerat (der findes altså nogen, med lige så meget krudt i røven som ham!?), så vi frem til en stille og rolig weekend, hvor vi kunne nå at få ryddet op, i de bjerge af legetøj der var dukket op alle steder. Men sådan skulle det ikke gå. Vi var kun lige kommet op lørdag morgen, da der begyndte at dukke små røde pletter op, overalt på Jonathan.

Jonathan - AKA "Plet"

- Hurra for A-dermas kølende zinkspray. Den gav en smule ro ved 5 tiden i morges. - på det ene barn. Det andet vrælede lystigt, uden nogen åbenlys grund. Men ca. kl 6 var der ro over lejren, med to børn i sengen - heraf 1 på min mave. Så klinger sætningen "jeg elsker mine børn" en lille smule hult... Især med udsigten til starten på en ny uge med (mindst) et småsygt og understimuleret barn.

Heldigvis lovede farmand i eftermiddags, at tage Jonathan med ud i regnvejret, han skulle bare lige... "Faaar!!, Jeg bliver stiktosset, hvis du ikke kommer NU" - hvor får barnet det dog fra?

Så er jeg også med...

...som blogger forstås. Engang i en fjern fortid var jeg sådan en der var med på det sidste nye, forstod hvad nyhederne handlede om, fordi jeg også havde set de forrige afsnit, og vidste endda hvem der var premierminister i hvilket land.

Men en frygtelig dag vågnede jeg op og opdagede at tiden ikke stod stille mens jeg har haft travlt med at:
Overbevise mine børn om at de altså skal sove
Kæmpe mod det monster der er flyttet ind i min vasketøjskurv.
Og se spændende programmer på Playhouse Disney, om babytog og handymen.

Jeg er blevet gammel, før jeg egentlig helt opdagede at jeg var blevet voksen. Pludselig er der noget der hedder Twitter - (og DR1 har fundet ud af det), premierministeren i England hedder (??) i hvert fald ikke Tony Blair, og min teknikforskrækkede svigermor har en smartere telefon end mig (og med smart mener jeg ikke smart-phone).

Derfor er det nu - i dag  (og ikke i morgen, efter at jeg har ordnet vasketøjet og ryddet op på en mia. legoklodser) at jeg laver en blog. Så kan svigermor også følge med i hvad der sker herovre i det mørke - og muligvis se nogle af de billeder, som min tlf ikke kan sende som mms.

Så kan jeg måske google premierministre i morgen. - og hvis nogen så kan forklare mig hvad twitter går ud på, er jeg næsten lige så opdateret som DR1.