En uge før afrejse til Spanien - En tur vi havde glædet os rigtig meget til - dukkede der pludselig små velkendte pletter op, overalt på Freja. "Nå, jamen det er da godt hun får dem nu, så kan hun nå at være rask til vi skal afsted" tænkte vi så. Men ak og ve. Der blev blot flere og flere kopper på den lille piges krop. To dage før afrejse checkede jeg Ryanairs betingelser: Når der er gået 7 dage fra den sidste knop er fremkommet, må man flyve. - Jo tak. Så ville hun lige nå at være klar til at flyve når vi skulle hjem.
Det endte med, at Mark - helt som han er - blev hjemme med Freja, mens jeg og Jonathan tog afsted, med mormor, morfar og onkel Michael på ferie. Så langt så godt.
Vi kom til huset i San Pedro torsdag aften, og Jonathan nåede lige ud og mærke med fødderne om vandet i poolen var varmt. Næste morgen var han klar - nu skulle vi altså ud at bade, nu ville han ikke vente længere. Så i gang med at puste badedyr og svømmevinger op. Midtvejs i første svømmevinge kom min far. "Du må hjælpe. Din mor er syg, vi skal have fat i en læge". Så havde det været rart at kunne en smule Spansk. Iført bikini, og stadig med en svømmevinge i den ene hånd, forsøgte jeg mig med de telefonnumre min far havde fundet. Nummeret til Cruz Roja (noget med røde kors??) eksisterede ikke. Hos Polizia Local kunne de ikke forstå så meget som en smule engelsk. Nå, hvad så. Turistinformationen - de kan da forstå engelsk. YES. Så fik jeg nummeret på 3 forskellige læger. Første forsøg. Ingen tog telefonen. Næste nummer på listen.:
- "Hello, do you speak english"?
- "No!"
- " Mi Madre....." .... AH, jeg kan jo ikke spansk!
Endelig lykkedes det mig, at komme igennem til en der kunne en smule engelsk, og han fik forklaret hvor lægehuset var "...near the fishplace...". Mine forældre tog afsted til lægen, og så kunne Jonathan komme i poolen (kun en smule utålmodig).
Senere var vi på det lokale marked. Tøj, grøntsager og ragelse i en skøn forening. Lige noget for mig, men Jonathan var af en anden mening. "Moar, skal vi ikke snart hjem til Spanien?" - selvom vi flere gange forsøgte at forklare ham, at Spanien er et land, og at alle de steder vi kunne gå og køre til, også var i Spanien, fortsatte han hele ugen med at kalde huset for Spanien.
Senere samme dag: "Mor, jeg savner far!, kan vi ikke få morfar til at køre os hjem?". Han forstod vist heller ikke rigtig konceptet med at flyve.
Med Bedsteforældre der gerne ville sove middagssøvn, og legepladser der var alt for varme at være på i middagsheden var det ind i mellem en smule svært at finde på aktivering til en 4-årig. Men Jonathan opdagede ret hurtigt at der også findes Disney Channel i Spanien.
Ugens største oplevelse, hvis man spørger Jonathan, var poolen og stranden. Han kunne få timer til at gå med at plaske i vandet, og at bygge sandslotte og voldgrave, og forsøge at fange de små fisk, der svømmede rundt i hobetal.
Efter en god, men temmelig lang uge (aldrig har jeg glædet mig så meget til at komme hjem fra en ferie) vendte vi næsen hjemad. Endelig hjemme, blev vi modtaget af farmand, som havde ventet os med spænding, og Freja der var så fornærmet, at hun slet ikke ville være i nærheden af mig. Jeg tænkte, at den dukke jeg havde købt med hjem, måske ville bløde hende lidt op. Men nej. Hun var så bange for den, at hun bakkede, hver gang den var i nærheden. Nu, næsten en uge senere, rører hun stadig ikke dukken, og bliver noget fornærmet, hvis det er mig der putter hende, men ellers er vi blevet gode venner igen. Til gengæld er hun stadig helt vild med farmand, som er den store helt i denne historie.
Tak farmand, fordi du tog dig af den syge lillepige, mens vi stak af på ferie!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar